Saul
Music by Carl Nielsen
Tekst: Einar Christiansen
FØRSTE AKT
TREDIE AKT
FJERDE AKT.
FØRSTE AKT
Sauls Hus i Gilgal. Taget baaret af Træstøtter.
Udsigt over et solbelyst, letbakket, ensformigt Landskab.
Højsæde. Alter. Krigsfolk og Præster ere forsamlede,
de fleste spejdende ud over Egnen. Saul og Jonathan,
begge i Rustning. Saul uroligt op og ned.
Udenfor ses Mænd og Kvinder i Forventning og Spænding.
SAUL.
Kommer han? Kommer Profeten?
JONATHAN.
Kommer han?
KRIGSFOLK.
spørger videre, ud til den ventende Mængde.
Kommer han?
FOLKET
udenfor.
Tom er Vejen til Rama. Samuel tøver endnu.
SAUL.
Syv Dage bød han os bie. Syv Dage vented vi her.
Samuel! Samuel! Israel Længes.
PRÆSTERNE OG KRIGSFOLKET.
Samuel! Samuel! Israels Børn raabe til Dig i Nød.
Abner kommer.
ABNER.
Folket spredes, Kong Saul. Modløst flakker det om.
I Huler og Vandgrave skjuler det sig for Filistrenes Folk,
hvis Tal er som Sandets ved Havet.
SAUL.
Før Ofret er bragt, tør vi ej bryde op.
ABNER.
Tredive Tusinde Vognkæmper droge fra Gath
og sex Tusind til Hest.
SAUL.
Kommer ej Samuel?
til Jonathan.
Se, om han kommer.
JONATHAN
som før.
Kommer han?
KRIGSFOLK
som før.
Kommer han?
FOLKET
udenfor.
Tom er Vejen til Rama. Samuel tøver endnu.
SAUL
vender sig pludselig til Præsterne.
Er Offeret rede? Vin og Mel?
og damper Blodet af Oxens Vunder
PRÆSTERNE.
Brændoffer, Takoffer - Alting er rede.
SAUL.
Velan da! for Israels Nød vil jeg vove det selv.
JONATHAN
griber om hans Arm.
Fader, hvad gjør Du? Herren vil vredes.
SAUL
bruser op.
Er jeg da Samuels Dreng, at han ene skal raade?
Vogte sig skal han, den gamle, der frister mit Taalmod
og ægger til Frafald mit Folk.
Har han ej selv gjort mig til Konge?
JONATHAN
Tøv! jeg besværger Dig.
Røgen vil søge mod Jorden som Kains,
Gud vil foragte dit Offer.
SAUL.
Blev Jeg da salvet til Træl?
fik jeg da Herskerspiret i Haand
for at bryde det over mit Knæ?
Kongen er Herrens Billed paa Jord,
Da tør jeg vel møde ham Aasyn til Aasyn.
vender sig mod Altret.
JONATHAN.
Gyd, Almægtige! Vredens Skaal over mig,
og skaan den Salvedes Hoved.
Offeret antændes. Saul staar bag Altret.
Præsterne og Krigerne samle sig omkring ham.
Folket udefra strømmer til.
SAUL
med Kor.
Herre, tag Skjold og Værge! og rejs Dig til Israels Hjælp.
Vaagn op og var vaagen, o Herre! Voldsmænd er trindt omkring os,
Blod har de udgydt som Vand, og Rædsel boer i vort Kjød. Men se,
af det rygende Blod stiger vor Bøn som en Duft.
Vor Tak er i Vinens Aande! Vort Bager flyder over af Sødme til Dig,
Hærskarernes Gud, hvis løftede Haand
falder tungt paa Israels Fjender.
Samuel er under Offerhandlingen traadt ind fra Baggrunden.
Han staar nu midt i Kredsen.
SAMUEL.
Mod Dig, o Saul! mod Dig skal Herrens Haand opløftes.
SAUL.
Samuel!
SAMUEL.
Fordi Du bied ej, men voved selv at bringe Herren Offer.
SAUL.
Du kom ej hid til den bestemte Tid.
SAMUEL.
Jeg kom med Herren, Saul, da Herren vilde.
SAUL.
Filistrene drog op fra Gath. Da voved jeg derpaa og ofred selv.
SAMUEL.
Stadfæste vilde Gud dit Rige evindelig. Men nu, o Saul,
nu skal det ej bestaa, fordi Du brød hans Bud.
SAUL.
Vel maa jeg værge Riget, som han gav mig.
SAMUEL.
Hvad Herren gav, det kan han atter tage.
Og nu skal Riget gives til din Næste,
til Manden efter Herrens Sind.
SAUL.
Ej harmes Herren for mit Offers Røg;
thi efter Lovens Ord var det beredet.
SAMUEL.
Men Lydighed, o Saul, er bedre Offer end
Oxers Fedme og den røde Bjergvin.
Fordi Du ringeagted Herrens Ord,
han agter Dig for ringe nu til Konge.
SAUL.
- Saa borttag Du min Synd!
Og jeg vil kaste mig for Herrens Fødder.
SAMUEL.
Idag har Herren revet Riget fra Dig.
Og Herrens Herlighed kan ikke lyve,
han er ej Menneske, at han kan angre.
SAUL
knæler.
Jeg angrer, jeg! i Støvet for min Gud!
Jeg fatter om din Kappes Flig og beder:
vend om til mig! og viis mig Ære nu for Folkets øjne.
JONATHAN
med Kor.
Borttag hans Synd! Vend om til os!
SAMUEL.
Frygt ikke I! For Herrens Navn vil Herren Jer bevare,
og han vil gjøre store Ting ved Jeg.
peger paa Saul.
men denne har han udstødt fra sit Aasyn.
Folket viger forfærdet.
Fordi Du brød din Pagt,
skal Herskerspiret falde af din Haand,
og Herrens Aand skal vige fra dit Sind.
Men en urolig Aand fra Gud skal være
i din Sjæl som Brand og Tørke.
Saa taler Herren til Dig ved sin Tjener
Samuel bort. Saul falder sammen i Højsædet.
Præsterne og Krigsfolket trækker sig tilbage.
KOR.
Nu slukker det rygende Offer! Herren er vred paa sit Folk.
Abner vil nærme sig Kongen,
men fjerner sig pas Jonathans Vink,
Saul og Jonathan bliver alene tilbage.
JONATHAN.
Kong Saul, min Fader! Herren vor Gud er en naadig Gud.
Klyng om hans Knæ Dig med Taarer,
slip ej dit Tag om hans Land, før han stiller dit Suk.
Lad fra dit Hjerte Angeren dryppe som Blod,
at han glemmer din Synd.
SAUL.
Herren kjender mig ikke. Mit Hjerte er slaget som Græs,
og min Kraft er et vissent Rør,
som hans Stormpust har knækket.
JONATHAN.
Tænk paa dit Folk, der lider med Dig for din Synd.
SAUL.
Lad Folket dø ud! lad Fjenderne sætte sig græshoppetykt
i dets blomstrende Mark og æde dens rødmende Frugt.
Lad Tidsler bugne, hvor Honning flød,
lad ørken lægge sin stenhaarde Haand
over Engenes rindende Vande.
Se, jeg giver mit Land i Filistrenes Vold!
Abner kommer. Saul mærker ham ikke.
ABNER.
Krigsfolket venter. Nyt har os Spejderne meldt.
JONATHAN.
Kongen er syg. Men Herren har givet mig Raad.
bort med Abner.
SAUL
sidder længe taus. Saa knytter han Hænderne
og seer mod Himlen.
Kunde jeg rejse mig mod Dig, Du Kongernes Konge!
Slangen har sagt det engang: I skulle blive som Gud.
rejser sig.
Herren er ond, og ond er jeg selv;
thi ond har han skabt mig. Her staaer Vrede mod Vrede,
Had mod Had. Hans Haand er imod mig,
og min er knyttet mod ham.
De Trusler, han spyer mod mit Hoved,
dem sender min flammende Mund ham tilbage med Haan.
Men se! da drager han Dødsenglens Sværd,
og jeg synker i Knæ. Hævnen er Herrens,
thi Hævnen er Døden. Og Døden er Jahves Åre,
Døden gjør Jahve stor.
synker atter sammen.
Ingen tør rejse sig mod Dig, Du Kongernes Konge.
Slangens Tale var Løgn: Ingen kan blive som Gud.
David, hyrdeklædt, fulgt af Jonathan,
sees ved Udgangen.
JONATHAN.
Se ham derhenne! med tilhyllet Hoved - modløs - nedbrudt!
Leg paa din Harpe! trøst ham, som ofte Du trøstede mig.
Giv Israel dets Konge tilbage.
DAVID
gaaer lidt frem og synger til Harpen.
Jeg kommer fra Bethlehems Dale,
hvor Faarene græsse ved Vandbækkens Bred.
Jeg bringer Dig Fuglenes Tale og alle Blomsternes med.
Jeg bringer Dig Dagens Glæde
og Nattens Regn over Græs og Straa,
jeg bringer Dig Himlens Klæde med alle dens Stjerner paa.
SAUL
seer op.
Hvad nu? - hvo synger her?
DAVID
nærmere.
Knuger Natten dine Tanker under Mørkets tunge Dugg,
knækkes dine fulde Ranker under Vinterstormens Suk -
Dagen er en Herrens Gave, Dagen tænder Blus
paa Kind l Pluk i Morgenrødens
Have Roser for dit syge Sind.
SAUL.
Ja syng! o syng! Nu blev her lyst og stille.
DAVID
bredt og stort. Lov Herren, min Sjæl!
han er saare stor, i Straaler sin Vælde han klæder.
Han udspænder Himlens Telt over Jord, og Lyn bryde frem,
hvor han træder. Lov Herren, min Sjal! hans Naade er størst,
som Manna fra Himlen den daler.
Han slukker ved Kilden Vildæslets Tørst,
og Marken med Væde han svaler.
SAUL.
Som Dugg over Dale saa falder din Røst paa mit Sind.
Under Sangen er Mikal kommen fra højre.
DAVID
jubler.
Glæde over Livet! det er som en Leg
under Solens frugtbare Luer.
Glade over Markens det fattigste Neg
og Glæde over Kongsgaardens Druer!
Glæde over Manden, der høster sit Brød Glade
over Kvindens det svulmende Skrød! Glæde!
thi Herren er god, og i alt jeg hans Miskundhed skuer!
SAUL.
Det er, som hørte jeg Bjergene synge
og Strømmene klappe i Haand!
rejser sig.
Hvo bragte Dig hid?
DAVID.
Jeg er Jonathans Ven.
JONATHAN.
Vi har sluttet en Pagt.
DAVID.
Herren har hørt os, Herren er Vidne!
SAUL.
Dit Aasyn er skjønt af Glæde. Jeg tænker paa Alt,
som er godt, naar jeg møder dit Blik.
Hvad hedder Du?
DAVID.
David.
SAUL.
David - o David! Jeg ligger og skriger i Jorden,
hvor onde Aander har kastet mig ned.
Stenen er væltet for Graven;
den lukker tæt som en Mur,
og Ingen i Verden kan rokke dens Port uden Du - uden Du!
thi Du blæser den bort som en Fjer, naar Du synger.
Kom og leg for. min Sjæl! kom og bliv i mit Hus!
Du skal bære mine bedste Vaaben
og sidde højt ved mit Bord.
JONATHAN.
Ja bliv!
MIKAL
frem.
0 bliv!
DAVID.
Jeg vogted ved Bakken min Faders Faar,
men er Helt og Krigsmand tillige.
Gjerne jeg tjener Kong Saul; thi kjæk er hans Søn -
min Sjæl har ham kjær! og skjøn som en Rose ved Kedron,
der lokker med Honning den syngende Bi,
er Mikal, hans Datter.
SAUL
omfavner ham.
Saa takker jeg Gud for idag, da Du kom i mit Hus.
Abner viser sig i Baggrunden,
JONATHAN.
Krigsfolket venter.
SAUL
samler sin Kraft.
Herre, tag Skjold og Værge!
og rejs Dig til Israels Hjælp.
bort med Abner.
JONATHAN.
Tung som Aske Laa Jahves Vrede paa Kongens Sind.
Nu blusser han atter i Kraft. Herren har sendt Dig!
Herren vil elske dem, der vandre med Dig!
omfavner David og gaaer.
David og Mikal betragte hinanden i nogle øjeblikke.
DAVID.
Jeg har seet Dig engang før idag:
i Aftensvaling paa Virakhøjen stod Du blandt dine Piger,
rankest af alle. Vinden bar over Bækken Balsamduft fra dit Slør.
Det var, som kyssed jeg tusinde Blomster. Og siden,
o Mikal, har Længsel været min Pude,
og Natten er faldet mig lang.
MIKAL.
Jeg saae ogsaa Dig. Du skygged for Panden
og saae mod den synkende Sol. Eller saae Du mod mig?
Dit Hoved var Guld, din Væxt som en Ceders,
der spejder fra Gileads Bjerg.
Og jeg tænkte i Skjul, ved mig selv:
stolt, om han stod under Vaaben mod Fjenden fra Gath!
DAVID
Hvad tænkte Du mere?
MlKAL.
Hvad tænkte Du selv?
DAVID.
Jeg tænkte, da Skyggerne faldt:
gid hun nu kom over Bækken, gid hendes Lokker,
der dryppe af Dugg, kunde køle min Kind!
gid hendes Arme, der dryppe af Myrrha, laa om min Hals!
MIKAL.
Jeg ønsked at vandre dybt under Løvet med Dig.
Der skulde vi knæle ved Kilden,
og Du skulde øse mig Vand i din Haand.
Saa vilde jeg drikke hos Dig, mens Fuglene sang.
Selv skulde vi være som vilde Duer i Skoven.
DAVID.
Du drømte, Du gav mig din Mund. Saa giv mig den nu!
MIKAL,
O, David!
DAVID.
O, Mikal! - Min Elskedes Læber er søde som Druer,
og kysser jeg hendes Øjne, da lukke sig mine i Lyst.
Min Arm er en Mur om dit Liv.
Alene for mig dit Legems blomstrende Have!
MIKAL
Min Elskedes Favn er et Leje, bredt for mit Blund.
Trygt hviler jeg under hans Hænder.
Han er som et Segl paa mit Hjerte.
Min Attraa staaer ene til ham.
Som Døden er Kjærlighed stærk, en Lue fra Herren!
ANDEN AKT.
Samme Sted. Kongens Livvagt er til Stede.
I Rummet udenfor synger David for Saul.
Enkelte Strofer høres.
Abner hastigt fra Baggrunden.
ABNER.
Kongen! hvor er han? Vigtigt Bud!
VAGTEN
David leger for Kongen. Ingen tør bryde hans Ro.
ABNER.
Kongen maa høre!
raab ham herud I Kong Saul! Kong Saul!
Saul fra venstre, fulgt af David og Mikal.
SAUL.
Hvo drister sig over min Tærskel
og springer min Vagt?
ABNER.
Nu maa Strengene tie. Filisterhæren har
slaaet Lejr hinsides Dalen,
og Rædsel har grebet dit Folk.
Huset fyldes af Krigsmænd, som trænge ind fra Baggrunden.
Bag disse sees Kvinder stimle ængsteligt sammen.
KRIGSFOLK.
Vaagn op, Kong Saul!
SAUL.
Drev ikke Gud ved jonathans Haand vore Fjender tilbage?
ABNER.
Tifold stærke komme de nu.
KRIGSFOLK.
Tifold stærke!
ABNER.
Fremmest vandrer en Kæmpe,
sex Alen høj og et Spand.
Hans Panser er tungt som en Vogn,
som en Væverbom vældigt hans Spyd
og dets Blad som et Sværd. Goliath hedder han.
KRIGSFOLK.
Goliath! Goliath!
ABNER.
Han raaber til Israels Skarer: I Trælle af Saul!
flyer mig til Tvekamp en Mand.
Fælder han mig, skal vort Land være jert.
Men dræber jeg ham, skal I være Askalons Trælle.
Han haaner vor Slagorden, Herre,
og Israel er lammet af Frygt.
KRIGSFOLK.
Rejs Dig, Kong Saul! Borttag vor Skam ved dit Sværd.
SAUL sætter sig.
Herren har mærket mit Hus.
Hans Aand har forladt mig i Vrede,
og Spiret er brudt i min Haand.
MIKAL med Kor.
Ve os! Naar selv den Salvede frygter,
hvo skal da redde hans Folk?
Taushed. David træder frem.
DAVID.
Konge! lad ikke din Sjæl blive modløs for Goliaths Trusel.
Jeg vover mit Liv mod hans Pral.
MIKAL.
David! min Elskede - !
SAUL.
Du!
rejser sig.
For ulige Kamp mellem Dig, en tyveaars Svend,
og ham, der er Kriger fra Ungdommens Dage.
DAVID.
Din Tjener vogted sin Faders Faar,
og Bjørn og Love røved hans Lam.
Men jeg gik efter og rev det af Vilddyrets Tænder,
greb ham i Skægget og slog ham til Jord.
Ej skal det gaa Filisteren bedre,
der vover at haane den Slagorden, Herren har sat.
MIKAL.
For vor Kærligheds Skyld - !
DAVID uden at ænse hende.
Herren, der friede din Tjener fra Løvens og Bjørnens Gab,
vil ogsaa fri ham af Goliaths Hænder.
MIKAL
for Sauls Fødder.
Fader! det tør ikke ske.
Thi se, den Datter,
Du elsker, har givet sin Sjal i hans Haand.
KRIGSFOLK.
Herren vil fri ham! Send ham i Kampen!
SAUL.
Israel kræver din Arm, og Folket taaler ej Tøven.
Gaa da med Herren, min Søn!
lægger sin Haand paa Mikals Haar.
Og bringer Du Goliaths Hoved,
skal hun være din!
MIKAL.
Fader!
DAVID.
Min Konge!
SAUL
tager Vaabnene fra sin Svend.
Her er mit Sværd! Og her - spænd mit Panser om Brystet
og fæst min Hjelm om dit Haar.
DAVID.
prøver Vaabnene og viser dem fra sig.
For tung er din Hjelm;
Ej kan jeg røre min Arm under Panserets Plader,
og Sværdet hemmer min Gang. -
Med Slyngen i Haand vil jeg møde min Fjende.
han tager den frem af sin Taske.
MIKAL.
Han borer Dig ned med sit Spyd!
DAVID.
Ved Bækken jeg søger mig glatte Sten,
der skærer Luften som Pile.
Vær tryg, jeg rammer ham først.
SAUL.
Forkynd da Filistrenes Mand, at David er rede.
KRIGSFOLK.
Herren har udseet sin Helt!
De forlade stormende Scenen.
MIKAL
om Davids Hals.
Dø ikke fra mig, Du Livets Lyst!
Jeg har Dig endnu - endnu - kun endnu!
Taarer skjule Dig for mig,
og Angest gjør mørkt for mit Blik.
DAVID.
Herren vil aande din Angst fra dit Hjærte.
SAUL.
Kom, det er Tid!
MIKAL
Min -Husbond!
DAVID.
Mikal, lev vel!
Alle bort, undtagen Mikal,
som følger med til Udgangen.
Her staa hendes Piger, spejdende efter Krigsfolket.
Mikal vender sig mod dem.
MIKAL.
Saae I ham, Piger, saae I min Elskede?
solbrændt som Bjergenes Druer,
stolt som en By under Vaaben,
Sejer groer i hans Fjed.
PIGERNE.
Lykkelig Du! blandt Piger lykkelig Du!
MIKAL.
Saae I ham? saae I hans Gang?
han er som en Raa paa de ensomme Bjerge,
herligst blandt tusinde Mænd!
Hans Nakke er fast som et Taarn,
og af Styrke straaler hans Lokker.
PIGERNE.
Lykkelig Du! blandt Piger lykkelig Du!
MIKAL.
Lykkelig Jeg, naar han kommer,
og Natten lukker ham ind. Hans Aande er Dugg,
hans Elskov er som en Myrrhabusk,
der hviler under mit Bryst.
Hans Kys paa min Mund er som bløde,
blussende Roser.
PIGERNE.
Lykkelig Du! blandt Piger lykkelig Du!
MIKAL.
Men kommer han ikke,
lugger de ham med blodig Tinding i Nat paa min Seng -
Piger, o Piger! da knuser jeg selv min Pande mod Dødsrigets Port.
Da er mit Liv som den døde Sø, der lukker sig bleg
og tung over Fuglen, der sank i dens Vande.
Nu staaer han derude! nu gaaer han
for Rækkerne frem og kalder højlydt paa Kæmpen.
Jeg seer ham med Slyngen i Haand.
Men Goliaths Spyd er en Grib,
der med rasende Næb slaaer ned paa den springende Raabuk.
Han bløder - min Elsker - han døer!
hun synker sammen.
PIGERNE.
Mikal, Du Benjamins Rose!
Vi elske Dig alle og prise din Elsker med Dig.
Se, han er herlig, stolt som en By under Vaaben!
Sejer gror i hans Fjed.
MIKAL.
Aldrig før nu har vidst, hvor et Hjerte kan l ænges!
PIGERNE.
Mikal, Du Benjamins Rose!
med duftende Nardus i Nat vi dit Leje bestrø.
Thi din Elsker er nær. Du hører i Haven hans Fjed
og ved Døren hans Stemme.
Mikal har rejst sig.
MIKAL.
Søstre, o kom, lad os søge ham!
Spring over Mark og flyv over Høj!
vift med jert Slør! kald ham med Raab,
som naar Fuglen vare hverandre.
Alle mod Baggrunden. Pigerne standse og pege ud.
PIGERNE.
Se!
MIKAL.
Hvad seer I?
PIGERNE.
Se! gennem Dalen dernede sprænger en Rytter.
MIKAL.
Hvem? hvem?
PIGERNE.
Vi kjender ham! ja, det er Jonathan!
MIKAL.
Jonathan!
PIGERNE.
Næppe red han saa rapt,
var hans Budskab ej godt.
MIKAL.
Jonathan! Broder!
PIGERNE.
Han svinger i Haanden en Palmegren.
MIKAL.
Ja, det er Fryd, der bevinger hans Hest.
Selv Støvet, der hvirvler i Sporet, danser af Glæde.
Jubler med mig for min Elsker! frygtelig er han i Kamp.
Gud har omgjordet .hans Lænd.
Jonathan kommer. Han har en Palmegren i Haanden.
JONATHAN.
Sejer for Israel ved Davids Haand!
Dræbt er Filistrenes -Kæmpe.
MIKAL OG PIGERNE paa Knæ.
Herre; kun Du - kun Du er i Evighed Gud.
JONATHAN.
David gik mandelig frem. Da Goliath saae ham,
skreg han med Spot: Himlens Fugle
og Markens Dyr skal jeg give dit Kjød.
Men David svared: Herren skal give idag dit Liv i min Haand,
thi Krigen er Herrens. Han greb i sin Taske,
slynged og skød, og Stenen sad fast i Filisterens Pande.
Goliath styrted til Jord. Men David løb til,
drog hans Sværd og afhug hans Hoved.
KOR udenfor.
Halleluja!
JONATHAN.
Hør! Det er Israels Folk, som priser Herren for Sejren.
Koret kommer nærmere. Under den følgende Lovsang
tyldes Huset af festklædte 1I1xnd og Kvinder.
Tilsidst kommer Saul med David,
fulgt at Krigsfolket i stort Optog.
LOVSANG.
Halleluja! Lover Gud Herrens Navn,
det er lifligt at sjunge!
Stærke Konger han fælder og giver til Arv
for Israels Børn deres Folk og Fæ.
Tegn og Vidunder lader han ske til Fjendernes Men.
Mod Uomskaarne er vældig hans Arm,
og hans Spyd er Spotteres Bane. Lover hans Navn!
Mikal er iler David i Møde.
Saul staaer nu midt paa Scenen,
omgivet af Folket.
SAUL.
Ved Davids Haand blev Riget frelst idag.
Vidunderlige ere Herrens Veje!
at med et Stenkast Dreng har fældet Kæmpe.
Pris være Jahve for hans Værk!
Nu kommer hid med Frydesang og Pauker!
En dobbelt Fest skal smykke denne Dag.
I Krigens Krans skal Bryllup flette Blomster.
Min egen Datter vare Heltens Løn!
KOR under hvilket David og Mikal forenes.
Som Isaks Fryd, da han mødte Rebekka, -
som Jakobs Glæde, da Rakel han saae,
er Davids Elskov til Mikal.
Festen begynder. Kvinderne danse.
Saul i et Højsæde i Forgrunden.
FESTSANG under Dansen.
Frydesang! Paukeklang! Blomstervæld over Husets Gulv!
Dalens Løv om dets Støtter! Saul slog Tusinder,
David Titusinder! David Titusinder slog!
SAUL for sig.
Saul slog Tusinder! David Titusinder slog!
FESTSANG.
Frydesang! Paukeklang! Højtid i Børnenes Øjne!
Hyldest i Mændenes Raab! Saul slog Tusinder,
David Titusinder! David Titusinder slog!
SAUL.
Det samme paany! at jeg er stor,
men han den største!
Hyrden fra Vandbækken større end jeg!
Se, hvor, hans Glade tander sit Blus i hvert eneste Blik.
Selv Børnene flokkes omkring ham.
FESTSANG.
Frydesang! Paukeklang! Dansende Kvinder!
vinkende Slør! nøgne Arme i jublende Hvirvel' Saul slog Tusinder,
David Titusinder! David Titusinder slog!
SAUL.
Tusinder slog jeg t tunsinde Myg mod Davids titusinde Løver!
Og bitrere Haan er i Vente. Lever han længe,
da varder mit Rige visselig hans!
rejser sig.
Byd dem at tie! Mit Hoved smerter.
JONATHAN vinker ad de Dansende.
Stands eders Sange.
KOR.
Kongen er syg.
Dansen ophører.
David og Mikal nærme sig del- tagende Saul.
JONATHAN til David.
Det gamle Tungsind omskyer hans Pande.
Tag Harpen frem, og syng ham til Ro.
SAUL.
Ja, rør dine Strenge, . men rør dem snildt.
Grib ej i Saaret herinde!
Ve Dig, hvis Blod jeg seer paa din Haand.
DAVID. til Jonathan
Han taler i Vildelse.
SAUL.
Syng!
DAVID synger til Harpen.
Herre, jeg gaaer i din Forgaard ind med.
sænket Blik og med Tak paa Leben.
Ej sysler med Under og Jertegn mit Sind,
og Hovmod er ikke min Stræben.
Min hede Sjæl har jeg tysset og stillet,
den er som Barnet i Moders Favn. Alt,
o Gud, hvad din Tjener har villet,
det bad han om i dit Navn.
SAUL springer rasende op.
Hykler! Du priser Gud Herren, men mener Dig selv!
Falskhed boer i dit øje og Svig i din Mund.
KOR.
Kongen raser! Skum om hans Læber!
Blod i hans Blik!
SAUL.
Du pønser paa Ondt mod mit Liv
og smykker dit Navn med en Sejr,
som er Kongens alene.
MIKAL ved hans Fødder.
Fader! Fader!
SAUL
Aldrig skal Kongens Datter pryde din Seng.
Fredløs for Alle! bort fra mit Hus!
Han kaster sit Spyd efter David,
men denne undflyer. Rædselsraab fra Folket.
DAVID ved Udgangen.
Hævnen er Herrens! Vi mødes, Kong Saul.
bort.
Saul er sunken sammen. Skrækslagen Gruppe omkring ham.
TREDIE AKT
FØRSTE AKT
TREDIE AKT
FJERDE AKT.
I Ørken Zif ved Hakila Høj, et udløbende Klippeparti.
Sauls Lejr. Saul og hans Krigere sove i Vognborgen.
Mikal og Jonathan vaage i Natten
JONATHAN.
Se Natten, Mikal - et tindrende Dyb!
Himlens Højsal er smykket til Fest.
Og hvo, der vil komme, er boden.
MIKAL.
Alle, der længes, vil møde først og dvæle længst.
Nathimlens blinkende Løndom svulmer af Haab.
JONATHAN.
Talløse Slægter skulle sidde som vi og se mod de natlige Lys.
Evigt vor Jord under Stjernernes Tegn
skal fyldes af Længsel mod Maal, som den aldrig kan naa.
MIKAL
rejser sig i Uro.
Hvor færdes min Elsker vel nu? Hvor er det Træ,
hvor han binder sin Hest, hvor den Mark,
hvor han fjæler sig Dagen over?
Maaske jeg aander den samme Luft,
hvor hans Røst end i Aftes har lydt.
Men Ord og Røst ere svundne som Regnspor i Sandet.
JONATHAN.
Han stirrer nu mod de samme Stjerner som vi.
tager hendes Haand. Saa mindelig Natten lider.
Den stryger som Moders Hænder vort Haar,
lægger os ind til sit Bryst
og lader sit store Hjerte banke mod vort.
De gae til Hvile i Teltet. Nattestilhed.
David og Abisaj komme til Syne paa Klippen.
DAVID.
Seer Du - ? hans Vognborg!
sort som en ensom Ø i den vidtstrakte Ørken!
Og Lejren omkring ham i dybeste Blund.
Dens Aandedrag dønner i Natten.
Kom, lad os nærme os.
stiger ned.
ABISAJ.
David, hvad vil Du?
DAVID.
Se ham! vise, jeg frygter ham ikke, sige ham,
at han endnu, trods Alt, er mig kjær.
ABISAJ.
Han slaaer Dig ihjel!
DAVID.
Ven, er Du bange, saa fly!
Han nærmer sig Vognborgen.
Abisaj følger tøvende efter.
DAVID
standser foran Saul.
Der ligger Kongen. Drømme mørkne hans Pande.
Selv i .Søvne, knytter han heftigt sin Haand.
ABISAJ.
Kom! lad os faste til Jorden hans Krop med mit Spyd!
DAVID.
griber ham om Armen.
Vogt Dig! Gaves han tusindfold end i min Vold -
bøjer sig over Saul.
tryg skal han være for mig. -
Men tag nu Spydet, der staaer ved hans Hoved,
Vandkrukken med, og saa bort!
Abisaj tager Spydet og Vandkrukken
og følger efter David, der paany bestiger Klippen.
ABISAJ.
David - hvad gjør Du?
DAVID. Hurtigt! var stille.
De staa atter pas Klippen og se ud over Lejren.
DAVID.
Dyb er Sauls og hans Krigsmænds Søvn.
Men nu skal de vaagne.
raaber.
Abner Hvor er Du? Abner, Abner!
ARNER
i Vognborgen, farer op.
Hvem kalder? Hvem der?
Flere vaagne og rejse sig.
DAVID.
Ilde vogter Du Kongen, din Herre.
STEMMER mellem hverandre.
Deroppe! paa Klippen! - en Mand!
DAVID.
Og Dødens Børn er I Alle! Thi se,
hvor er Kongens Spyd og hvor er hans Vandkrus '?
En af Folket kom hid for at slaa ham ihjel,
og I hørte det ikke.
Hele Lejren er vaagnet. Saul,
Jonathan, fikal komme frem.
KOR.
Hvem er Du? stig ned! hvad er skeet?
Natten begynder at vige. Svagt Morgenlys.
SAUL for sig.
David! jeg kjender hans Stemme.
raaber.
Svar! er det David ?
DAVID.
Ja, det er David!
JONATHAN.
David! min Broder!
DAVID.
Med Spydkast jog Du mig ud af dit Hus,
og dit Had glammer vildt i mit Spor.
Men i Nat var dit Liv i min Vold,
og jeg rørte Dig ej.
SAUL.
David - min Søn!
DAVID.
Aldrig - hjælpe mig Gud! var der Ondt i
mit Sind mod Dig eller dit, ei Nag, ej Falskhed,
ej Vrede! Siig, hvi blev jeg da fredløs,
Kong Saul! paa dit Bud?
SAUL.
David - min Søn!
DAVID.
Her sætter jeg Spydet, at En af din Skare kan hente
det Det var blodigt før, men i Nat har jeg tvættet det rent.
Guds Fred over Kongen! Lev vel!
han vender sig for at gaa.
Mikal og Jonathan styrte frem.
MIKAL.
David, David!
JONATHAN.
Min Broder, vend om! Kongen har kaldt Dig sin Søn.
Han har angret sin Synd. Se, han aabner sin Favn,
og Graaden ryster hans Lemmer.
SAUL med udstrakte Arme.
David, min Søn! Du er bedre end jeg.
Ondt har jeg handlet imod Dig,
Ondt har Du lønnet med Godt.
Jeg velsigner din Haand, der skaaned mit Liv,
velsigner hvert Fjed af din Fod, hvis Du vender tilbage.
David iler ned ad Klippen og kaster sig for Sauls Fødder.
DAVID.
Konge! min Fader.
SAUL løfter ham op.
Her, ved mit Bryst! her, under mit Kys og min Graad,
der kvaler min Stemme. David min Søn!
gjør ikke dit Øre døvt for min Anger idag.
DAVID.
Herren er Vidne! Troere Tjener end mig har Du ej i dit Hus.
KOR.
Herren er Vidne! Pagten er sluttet paany.
Favn i Favn staaer Kongen og Kongens Søn,
begge Israels Første. Blomstre vil Kongens Hus
og blomstre hans Land i Sol af de Mægtiges Venskab.
Herren er Vidne! Pagten er sluttet paany.
Solopgang.
ABISAJ paa Klippen.
Svende - giv Agt! Frem over Ørken snoer sig et Tog.
Langsomt skridende stævner det hid.
SAUL.
Se, hvo det er!
ABISAJ.
Hvidklædte Mænd gaa i Kreds om en Olding,
der, bleg som et Lig, hviler i en Bærestols Hynder.
KOR.
Samuel! Samuel!
SAUL for sig.
Herrens Profet! Kommer han hid
at forny sin Forbandelse nu?
Vil Gud da gaa evigt i Rette.
KOR.
Samuel nærmer - sig. Bøj Jer for Dommeren,
Herren har oprejst til Ly for sit Folk.
Samuel bægres ind, ledsaget af Præster.
Han sidder syg og mat i en Bærestol.
Folket viger ærbødigt. Saul holder sig borte.
SAMUEL.
Hvor er jeg?
ABNER.
I Kongens Lejr, ved Hakila Høj.
SAMUEL.
Er David fra Bethlehem her,
den yngste af Isais Sønner?
DAVID
træder frem.
David er her. Tal, Herre. Jeg hører.
SAMUEL.
Døende laa jeg i Rama.
Da hørte jeg Herrens Røst ved min Seng.
Samuel, rejs Dig - saa bød han - tag Oliehornet i Haand
og drag med dit Følge mod Syd.
Naar Sol staaer op over Hakila Høj,
skal Du møde den Mand, jeg har udseet til Israels Konge,
David af Bethlehems Stad.
SAUL frem.
Har ikke Israel en Konge? Selv har Du salvet ham, Du!
SAMUEL.
Længe har Herren sørget, o Saul, over, Dig.
Og snart faaer dit Herredom Ende.
SAUL.
Dræb ham! hug Spotteren ned!
han haaner Guds Pagt med den Salvede.
SAMUEL. rejser sig.
Frygt mig og ti! Jorden skal aabne sin Mund
og sluge enhver, der tør knurre mod Herren.
SAUL.
Her skulde rolig jeg staa og se paa min Skændsel!
SAMUEL.
med stor Myndighed.
Herrens Højre vil holde Dig fast
og bøje mod Jorden dit Knæ.
vender sig til Folket. Bøjer Jer Alle!
Mund og Kvinder af Israels Byrd,
og hører mit Ord med tildækket Aasyn.
Folket knæler.
Saul staar alene for sig kæmpende mod Knæfaldet,
der paatvinges ham.
David ligger paa Knæ foran Samuel,
der salver ham under det Følgende.
SAMUEL.
Til Dig, o David, taler Israels Gud.
Han salver Dig til Fyrste for sit Folk.
Han lægger sine Ord paa dine Læber
og dækker Dig med sine Hænders Skygge,
at Du maa grunde Jord og plante Himmel
og løfte Herrens Arv iblandt hans Børn.
KOR.
Israel haaber paa Herren nu og evindelig!
SAMUEL
strækker sine Arme mod Himlen.
Saa er det da skeet, mit Dagværk er fuldt
og min Strid kæmpet ud. Tag mig da til Dig,
Isarels Herlighed! Udløs min Sjæl af det sprukne,
smuldrende Ler,
og lad mig fare herfra i dit hellige Navn!
Han falder tilbage og dør.
DAVID.
Samuel - Fader!
KOR.
Herren har taget hans Aand.
DAVID.
Lad mig lukke hans Øjne.
SAUL
Ja, han er død. Ej aabner han mere sin mund
for at slynge sin spy mod den salvedes hoved.
vender sig mod Krigsfolket.
Magten er min, min alene paany!
saa griber da ham, mine Svende,
Oprøreren David,
der vover i Kongens Paasyn at rane hans Navn.
Krigsmænd nærme sig David,
men Mikal stiller sig imellem.
MIKAL.
Bort fra den Salvede! Hellig er David for Israel.
Krigsmændene viger.
SAUL.
Grib ogsaa hende, dræb dem for Fode!
MIKAL.
Vov, om I tør! Samuel seer Jer endnu.
Ud af hans hvide Ansigt lyser Guds evige Villie,
hvis Ord han forkyndte Jer nys.
til David.
David, her lægger min Haand jeg i din,
og følger Dig tryg, jaget og fredløs som Du.
SAUL.
Grib hende! dræb dem!
DAVID.
Intet raned jeg fra Dig, Kong Saul!
hverken Navn eller Brud.
Begge de kom af dem selv som Gaver fra Herren.
SAUL.
Grib dem ! dræb dem!
DAVID.
Lev vel!
Saul er sunken sammen i Raseri. Jonathan er hos ham.
Folket viger for David og Mikal, der drager bort over Klippen.
FJERDE AKT.
FØRSTE AKT
TREDIE AKT
FJERDE AKT.
En Hytte i Endor. Troldkvinden sovende.
Uvejr og Nat.
Efter en kort Stunds Forløb bankes der paa Døren.
Der bankes heftigere.
Omsider farer Kvinden op og seer sig omkring.
Hun lytter spændt, til der bankes igjen.
KVINDEN.
Hvem der?
ABNER udenfor.
Luk op. Vejfarende Folk.
KVINDEN.
Min Hytte er intet Herberg.
ABNER.
Saasandt vi er haandfaste Mand,
der kan sprænge din Dør, luk os ind.
KVINDEN.
Bi. Lad mig tænde min Lampe.
Hun tænder Lys, gaaer derpaa hen og lukker op.
Saul, tæt indhyllet, træder ind, fulgt af Abner.
KVINDEN.
Hvi kommer I her ved Nattetid
at skræmme en enlig Kvinde ?
ABNER.
Svar - er det Dig, der kan spaa
og mane af Graven de Dødes Aander?
KVINDEN.
Mane og spaa? Veed Du ikke,
at Kongen har ryddet Sandsigerne
ud af sit Land og Manerne med ?
hvi vil Du da friste min Sjæl og volde min Død ?
SAUL bortvendt.
Saasandt Gud Herren er til,
skal ej denne Gjerning Dig regnes til Brøde.
KVINDEN.
Du sværger ved Gud. Sværg det ved Dødsrigets Dyb.
SAUL.
Ved Dødsrigets Dyb, hvor vi alle skal mødes engang.
KVINDEN.
Velan da. Hvem skal jeg mane ?
SAUL.
Samuel!
KVINDEN.
Samuel!
SAUL.
Ham skal Du mane mig frem.
KVINDEN.
Hytten vil ryste i Fugerne,
Gulvet vil skride som Sand under Samuels Fjed.
SAUL.
Tag. Her er Guld - mer end din Hytte er værd.
KVINDEN.
Godt. Jeg er rede. Men selv tør Du ikke møde hans Øjesyn.
Vend Jer mod Væggen og bøj Jer mod Jord.
Saul og Abner tilhylle deres Hoveder sig bort.
KVINDEN manende.
Scheol, evige Scheol! slip af din Favn,
Samuels mulmsvøbte Aand.
Giv ham hans livfødte Aasyn,
læg ham hans Mæle i Mund og laan ham
til Flugt dine lydløse Vinger.
Samuel! Samuel! frem !
En Lysning i Hulen, fuld at hvid Damp,
antyder Aandens Komme.
Kvinden skriger og vender sig mod Saul.
KVINDEN.
Ve! hvi bedrog Du mig? Du er Kong Saul.
SAUL.
Frygt ikke, Kvinde. Hvad seer Du?
KVINDEN.
En Gud.
SAUL.
Hvordan seer han ud?
KVINDEN.
En gammel Mand stiger op,
svøbt i en Kappe.
SAUL hvisker.
Samuel! Samuel!
I Dampen sees nu Samuels
forklarede Skikkelse.
SAMUEL.
Saul! hvi løfter Du Sveddugen bort fra min Pande?
og løser Ligklædernes Baand fra min mødige Krop?
Hvi gjør Du mig Uro paany?
SAUL.
Var naadig og hør mig. Filistrenes Lejr er stor
og forfærder mig saare. Herrens Aand har forladt mig.
Jeg raaber omsonst. Han. svarer mig ikke,
ej ved Profeter, ej heller ved Drømme.
Da kaldte jeg Dig, at Du skulde raade
mit Sind og pege mod Hjælpens Kilde.
SAMUEL.
Hvi spørger Du mig, naar Jahve er vorden din Fjende!
Han holder det Ord, han har talt:
David skal arve dit Rige,
fordi Du blev fast i Gjenstridigheds Synd mod din Gud.
Sandelig, Saul, naar Dagen gryer,
skal Filistrene plyndre din Lejr,
og Du og din Slægt i Dødsrigets Dyb
før Aften skal samles med mig.
Aanden forsvinder. Kort Taushed. Saa høres
STEMMER udenfor, som raabe.
Kong Saul! hvor er Du? Kong Saul!
ABNER aabner Døren.
Afsted, Herre Konge! Fjenden er over os!
SAUL farer op.
Samuel! Samuel! Hjælp mig at dø!
han styrter ud, fulgt af Abner.
Krigsmusik for lukket Tæppe.
Gilboa Bjerg. En Sri fører op fra højre
og fortsættes videre opad mod Baggrunden.
Jonathan kommer, støttet til Abner
der leder ham hen til en Sten.
Jonathan synker sammen pint af sine Saar.
JONATHAN.
Er Slaget forbi?
ABNER.
Fjenden har taget vor Lejr.
Mellem Bjergene her har vor splittede Krigsmagt søgt Ly.
JONATHAN.
Hvor er Kongen, min Fader?
ABNER.
Ingen har seet ham.
JONATHAN.
Mine Brødre faldt. Ogsaa han vil falde.
Og før den Sky, der driver med Vinden histhenne,
har strejfet Gilboas Top, er jeg død. -
Hvad spejder Du efter?
ABNER.
Saasandt jeg lever, op over Bjergstien flygter Kong Saul,
blodig, med vaklende Knæ.
JONATHAN.
Der kommer En efter ham, som staaer fast,
David, Gjenløseren! Riget er hans.
Bring ham mit Kys, og siig:
med hans Navn tog jeg Afsked fra Livet.
han falder tilbage og døer.
Saul kommer op ad Stien.
Han er uden Hjelm, men har Sværd i Haand.
Udtrykket er vildt og oprevet.
Han synker sammen, da han har naaet Højden.
SAUL.
Samuel! Samuel! Hjælp mig at dø.
ABNER.
nærmer sig.
Kom, lad mig støtte Dig.
SAUL.
Abner - Du her? Hvor er Jonathan?
da Abner peger paa Liget. Dræbt!
han gaaer hen til Sønnen.
Se, hvor graadigt Jorden drikker hans Blod.
Derned I derned! i det natfyldte Mørke!
hele min Slægt! alle mine kampfarne Sønner I
og Saul med dem.
Snart skal jeg ligge med Muldets
tunge Port for min Mund.
han farer op.
Abner! kom hid! stød mit Sværd i min Side,
at ej mine Fjender skal finde mig her
og mishandle mit Kjød.
ARNER.
Ej tør jeg løfte min Haand mod den Salvede!
SAUL.
Træl! Saa tør jeg det selv.
rækker Sværdet mod Himlen.
Min Herre og Frister! Du evige Spotter deroppe!
der leer ad de Kvaler, Du selv har din Skabning beredt -
se, nu sprøjter mit Blod mod din Himmel!
Tvæt Dig da ren for min Synd, om Du kan.
Han falder i sit Sværd og døer. Abner knæler ved Liget.
Kort efter kommer David til Syne oppe paa Klipperne.
Mikal, Krigsfolk og Kvinder følge.
DAVID.
Abner! svar, er det Dig?
da Abner rejser sig.
Hvor er Kongen, din Herre?
ABNER
Kongen er død.
MIKAL.
Min Fader!
ABNER
Han faldt i sit Sværd.
David stiger ned, fulgt af de Andre.
Under det Følgende fyldes efterhaanden hele Scenen
af Folk, der strømmer til.
DAVID staaer ved Ligene.
Død I - ved Jonathans Side.
Israels Pryd ligger dræbt paa Israels Høje.
KOR.
Til Dig staaer nu Stammernes Haab.
DAVID.
Israels Døtre, græder for Saul, græder for Kongen,
hvis mandige Sværd aldrig kom tomt tilbage
fra Striden I Græder for Jonathan, Helten,
hvis Bue var Fjendernes Død.
KOR.
David, David -
til Dig staaer nu Stammernes Haab.
DAVID.
Det smerter mig for Dig, min Broder!
Din Kjærlighed til mig var dyb som en Kvindes.
Elskelig var Du min Sjæl.
KOR
David - David -
DAVID.
Stærke som Løver, rappe som Ørne var Saul og hans Søn !
Israels Døtre, græder med mig!
Israels Pryd ligger dræbt paa Israels Høje.
KOR.
David, David! Herren er med Dig!
Du skal grundfæste Forjættelsens Rige paa Jord!
DAVID
med oprakte Hænder.
Herren er Konge, høj over alle Folk!
Æren er hans og Magten og Dommen.
Menneskers Børn er kun skrøbeligt Ler i hans Haand.
KOR.
David, David! Herren vil elske dem, der vandre med Dig!
TÆPPE
FØRSTE AKT
TREDIE AKT
FJERDE AKT.
|
