Lieder – index:
op. 2.
no. 3. Ich stand in dunkeln Träumen
no. 4. Was soll ich sagen
op. 5.
no. 1. To brune Øjne
no. 3. Jeg elsker Dig
op. 20. Foran Sydens kloster
op. 21 no. 1. Det første møde
op. 23.
no. 19. Solveigs sang
no. 26. Solveigs vuggesang
op. 25.
no. 2. En svane
no. 5. Med en vandlilje
op. 26 no. 1. Et Håb
op. 32. Den Bergtekne
op. 33.
no. 2. Våren
no. 5. Lans ei Å
op. 39 no. 1. Fra Monte Pincio
op. 42. Bergliot
op. 48.
no. 1. Gruß
no. 2. Dereinst, Gedanke mein
no. 3. Lauf der Welt
no. 4. Die verschwiegene Nachtigall
no. 5. Zur Rosenzeit
no. 6. Ein Traum
op. 49 no. 6. Forårsregn
op. 58 no. 3. Henrik Wergeland
op. 59 no. 4. Hvorfor svömmer dit öge?
op. 60 no. 3. Mens jeg venter
op. 61 no. 3. Lok
op. 67. Haugtussa:
1. Det syng
2. Veslemøy
3. Blåbær-Li
4. Møte
5. Elsk
6. Killingdans
7. Vond Dag
8. Ved Gjætle-Bekken
Op.2 no.3
"Ich stand in dunklen Träumen"
Text by Heinrich Heine (1797-1856)
Music by Edvard Grieg, "Ich stand in dunkeln Träumen", op. 2 no. 3 (1861)
See also:
Franz Schubert (1797-1828),"Ihr
Bild", D.957 op. posth.1828, from Schwanengesang, no. 9
Clara Wieck Schumann (1819-1896), "Ihr
Bildnis", op. 13, from Sechs Lieder, no. 1
Hugo Wolf (1860-1903),
"Ich stand in dunkeln Träumen" (1878)
Ich stand in dunklen Träumen
und starrte ihr Bildnis an,
und das geliebte Antlitz
Heimlich zu leben begann.
Um ihre Lippen zog sich
Ein Lächeln wunderbar,
Und wie von Wehmutstränen
Erglänzte ihr Augenpaar.
Auch meine Tränen flossen
Mir von den Wangen herab -
Und ach, ich kann's nicht glauben,
Daß ich dich verloren hab!
Op.2 no.4
"Was soll ich sagen?"
Text by Adelbert von Chamisso (1781-1838)
Music by Edvard Grieg, op. 2 no. 4 (1861)
See also:
Robert Alexander Schumann (1810-1856),
op. 27 no. 3
Mein Aug' ist trüb,
Mein Mund ist stumm,
Du heißest mich reden,
Es sei darum!
Dein Aug' ist klar,
Dein Mund ist rot,
Und was du nur wünschest,
Das ist ein Gebot.
Mein Haar ist grau,
Mein Herz ist wund,
Du bist so jung
Und bist so gesund.
Du heißest mich reden,
Und machst mir's so schwer.
Ich seh' dich so an
Und zittre so sehr.
Op.5 no.1
"To brune Øjne"
Text by Hans Christian Andersen (1805-1875)
Music by Edvard Grieg, op. 5 no. 1
To brune Øjne jeg nylig så
i dem mit Hjem og min Verden lå.
Der flammed' Snillet og Barnets Fred;
jeg glemmer dem aldrig i Evighed!
Op.5 no.3
"Jeg elsker Dig"
Text by Hans Christian Andersen (1805-1875)
Music by Edvard Grieg, op. 5 no. 3 (1864)
Min Tankes Tanke ene du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kærlighed.
Jeg elsker Dig, som Ingen her på Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
Op.20
"Foran Sydens kloster"
Text by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Music by Edvard Grieg, op. 20
"Hvem banker så silde på klostrets port?"
"Fattig-mø ifra fremmed land!"
"Hvad lider så du, og hvad har du gjort?"
"Alt, et hjerte det lide kan.
Men Intet har jeg gjort,
jeg trætner, jeg trænger,
jeg kan ikke stort,
og dog må jeg længer.
Luk op, luk op, jeg har ikke sted,
jeg har ikke fred."
"Hvad hedder det land, som du har forladt?"
"Norden-landene, langt herfra!"
"Hvad voldte, du standsed just her i nat?"
"Kvinne-røsters `Haleluja'!
Det sken, det sang af fred,
på sinnet det sænktes,
og alt, hvad jeg led,
sig løfted og længtes.
Luk op, luk op, for ejer I fred,
så giv mig med!"
"Først nævn mig din smærte; hvad hedder den?"
"Aldrig mere jeg kan få ro."
"Så tabte du Nogen, din far, din ven?"
"Ja, jeg tabte dem begge to!
Og alt, jeg havde kjært,
selv tanken i hjærte,
ja hver jeg havde nært,
fra længes jeg lærte.
Luk op, luk op, jeg synker; jeg ser,
jeg kan ikke mer!"
"Din far, hvordan var det, du tabte ham?"
"Dræbt han blev, og jeg så derpå!"
"Din ven, hvordan var det, du tabte ham?"
"Han drap far, og jeg så derpå.
Han tog mig, men jeg græd
og bad hele Tiden,
så slap han mig ned,
så flygted jed siden.
Luk op, luk op, jeg elsker, det er Gru,
jeg elsker ham endnu."
Kor af Nonnerne fra den Oplyste Kirke:
Kom barn, kom brud,
kom in til Gud,
kom synd, kom savn,
i Jesu favn.
Hvil synkende sorgen
på Horebs top,
med lærken i morgen
så kvidrer du op.
Her attrå du bytter,
her længsler du flytter,
her frygten den faller,
hvor Frelseren kaller,
her, knækket som sivet,
du rejser dig hel,
i hedninge-livet
forliste sjæl!
Op.21 no.1
"Det første møde"
Text by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Music by Edvard Grieg, op. 21 no. 1 (1870)
Det første mødes sødme,
det er som sang i skogen,
det er som sang på vågan
i solens sidste rødme,
det er som horn i uren
de tonende sekunder
hvori vi med naturen
forenes i et under.
Op.23 no.19
"Solveigs sang"
Text by Henrik Ibsen (1828-1906)
Music by Edvard Grieg, op. 23 no. 19 (1874-5)
Kanskje vil der gå både Vinter og Vår,
og neste Sommer med og det hele År,
men en gang vil du komme, det vet jeg vist,
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
Gud styrke dig, hvor du i Verden går,
Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel står.
Her skal jeg vente til du kommer igjen;
og venter du hist oppe, vi træffes der, min Ven!
Op.23 no.26
"Solveigs vuggessang"
Text by Henrik Ibsen (1828-1906)
Music by Edvard Grieg, op. 23 no. 26 (1874-5)
Sov, du dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.
Gutten har siddet på sin Moders Fang.
De to har leget hele Livsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin Moders Bryst
hele Livsdagen lang. Grud signe dig, min Lyst!
Gutten har ligget til mit Hjerte tæt
hele Livsdagen lang. Nu er han så træt.
Sov, du dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.
Op.25 no.2
"En svane"
Text by Henrik Ibsen (1828-1906)
Music by Edvard Grieg, op. 25 no. 2 (1876)
Min hvide svane
du stumme, du stille,
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.
Angst beskyttende
alfen, som sover,
altid lyttende
gled du henover.
Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne,
ja da, da lød det!
I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden;
du var dog en svane!
Op.25 no.5
"Med en vandlilje"
Text by Henrik Ibsen (1828-1906)
Music by Edvard Grieg, op. 25 no. 5 (1876)
Se, Marie, hvad jeg bringer;
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.
Vil du den til hjemmet vie
fæst den på dit bryst, Marie;
bag dens blade da sig dølge
vil en dyp og stille bølge.
Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme!
Nøkken lader som han sover;
liljer leger ovenover.
Barn, din barm er tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme;
liljer leger ovenover;
nøkken lader som han sover.
Se, Marie, hvad jeg bringer;
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.
Op.26 no.1
"Et Håb"
Text by John Olaf Paulsen (1851-1924)
Music by Edvard Grieg, op. 26 no. 1 (1876)
Jeg kunde juble for alle Vinde
min Glæde ud! Vil man den forstå?
Nei, bedst jeg varsomt den lukker inde
her hos mig selv i mit Hjertes Vrå.
Mit Hjerte brænder, det bæver, banker
i Takten, o, til en Jubelsang!
Mit Hoved gløder af Vårens Tanker.
Hvor vild og lystelig deres Gang.
Foran mit Øre det bruser, sjunger
som Tonerne fra et Englekor.
Med tusind sladrende, søde Tunger,
det røber mig, hvad i Fremtid bor.
Ak! tør jeg tro det! Jeg vil så gjerne.
Hvor Håbet flammer og kaster Skin!
Ud fra det tause, det dunkle Fjerne
en Stjerne stråler - og det er min!
Op.32
"Den Bergtekn"
Folkevise
Music by Edvard Grieg, op. 32
Eg fòr vilt i veduskogin
kringum ein elvesteine,
jutuldottri narrad meg,
eg fann inkji vegin heim.
Eg fò vilt i veduskogin
kringum ein elve-runne,
jutuldottri narrad meg,
eg hev inkji vegen funnid.
Eg hev vorid med jutulen
og jutulen etter meg rann,
gentunn sa', eg lokkad dei,
um eg dei aldri fann.
Eg hev vorid med jutulen
og jutulen etter meg låg,
gentunn sa', eg lokkad dei,
um eg dei aldri såg.
Fiskin uti fagran vatni,
og sildi søkir hav,
mang ein helsar mågin sin
og veit så litid af.
Fiskin uti fagren vatni,
og ikonn up i tre,
alle så heve dei makamann,
men ingin så heve eg.
Eg fòr vilt i veduskogin
kringum ein elvesteine,
jutuldottri narrad meg,
eg fann inkji vegin heim.
Op.33 no.2
"Våren"
Text by Aasmund Olavsson Vinje (1818-1930)
Music by Edvard Grieg, op. 33 no. 2
Enno ein Gong fekk eg Vetren å sjå
for Våren å røma;
Heggen med Tre som der blomar var på,
eg atter såg bløma.
Enno ein Gong fekk eg Isen å sjå
frå Landet å fljota,
Snjoen å bråna og Fossen i Å
å fyssa og brjota.
Graset det grøne eg enno ein Gong
fekk skoda med Blomar;
enno eg høyrde at Vårfuglen song
mot Sol og mot Sumar.
Eingong eg sjølv i den vårlege Eim,
som mettar mit Auga,
eingong eg der vil meg finna ein Heim
og symjande lauga.
Alt det, som Våren imøte meg bar
og Blomen, eg plukka,
Federnes Ånder eg trudde det var,
som dansa og sukka.
Derfor eg fann millom Bjørkar og Bar
i Våren ei Gåta;
derfor det Ljod i den Fløyta eg skar,
meg tyktes å gråta.
Op.33 no.5
"Langs ei Å"
Text by Aasmund Olavsson Vinje (1818-1930)
Music by Edvard Grieg, op. 33 no. 5
Du skog! som bøyer deg imot
og kysser denne svarte Å,
som grever av di Hjarterot
og ned i Fanget vil deg få.
Lik deg eg Mangein munde sjå
og allerhelst i Livsens Vår,
at han den Handi kyste på,
som slo hans verste Hjartesår.
Op.39 no.1
"Fra Monte Pincio"
Text by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Music by Edvard Grieg, op. 39 no. 1
Aftenen kommer, Solen står rød,
farvende Stråler i Rummet henskylle
Lyslængslens Glands i uendelig Fylde;
Fjeldet forklares som Åsyn i Død.
Kuplerne gløde, men længere borte
Tågen langs Markernes blålige Sorte
vugger opover som Glæmselen før,
over hin Dal dækker tusind Års Slør.
Aftnen, hvor rød og varm,
blusser af Folkelarm,
glødende Hornmusik,
Blomster og brune Blik.
Tankerne stræber i Farver og Toner
trofast mod det, som forsoner.
Stille det bliver, end dunklere Blå
Himmelen våger og venter opunder
Fortid som blunder og Fremtid som stunder,
usikre Blus i det rugende Grå.
Men det vil samle sig; Roma fremstige
lystændt en Nat for Italiens Rige,
Klokkerne kime, Kanonerne slå,
Minderne flamme på Fremtidens Blå.
Yndig om Håb og Tro,
op mod Nygifte To,
jubler en Sanger til
Cither og Fløjtespil.
Stærkere Længsler få barnesød Hvile,
mindre tör vägne og smile.
Op.42
"Bergliot"
Text by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Music by Edvard Grieg, op.42
I dag kong Harald
får give tingfred;
ti Einar fulgte
fem hundred bønder.
Eindride, sønnen,
slår vagt om huset,
imens den gamle
går ind til kongen.
Så minnes Harald
måske, at Einar
har tvenne konger
i Norge kåret, -
og giver fred
og forlig på loven;
hans løfte var det,
og folket længes. -
Hvor sanden fyger
nedover vejen,
og støj der stiger? -
Se ud, min skosvend!
Kanske blot vinden!
thi her er vejrhårdt:
den åbne fjord
og de lave fjelde.
Jeg minnes byen
ifra min barndom;
hid vinden hidser
der vrede hunde.
Men støj der tændes
af tusen stemmer,
og stå den farver
med kamprød flamme!
Ja, det er skjoldgny!
og se hvad sandgov:
spydbølger hvælve
om Tambarskjelve!
Han er i trængsel!
Troløse Harald!
Ligravnen løfter sig
af din tingfred!
Kør frem med karmen,
jeg må til kampen;
nu sidde hjemme,
det galt jo livet!
O bønder, berg ham!
slå kreds omkring ham!
Eindride, værg nu
din gamle fader!
Byg ham en skjoldborg
og giv ham buen,
ti døden pløjer
med Einars pile!
Og du, St. Olav,
o for din søns skyld!
giv du ham gagn-ord
i Gimles sale!
Flokken de sprænger...
og kjæmper ej længer;
i bølger
de følger
hverandre mod elven,
hvad er der vel hændt?
Hvad spår denne skjælven?
Har lykken sig vendt? -
Hvad er det? Hvi stanser
nu bøndernes skare? . . .
Med nedstukne lanser
to døde de kranser
og Harald får fare?
Hvad trængsel der er
ved tingstuens port;
stille al hær
vender sig bort? -
Hvor er Eindride!
Sorgfulde blikke
flygter tilside,
frygter mit møde . . .
så kan jeg vide:
de to ere døde!
Rum! Jeg må se:
Ja, det er dem! -
Kunde det ske? . . .
Jo, det er dem:
Falden er herligste
høvding i norden;
Norriges bedste
bue brusten!
Falden er Einar
Tambarskjelve,
sønnen ved side, -
Eindride!
Myrdet i mørke
han, som var Magnus
mer end fader!
Kong Knud den stores
kårede sønne-råd.
Falden for snigmord
skytten fra Svolder,
løven, som sprang
over Lyrskog-heden!
Slagtet i baghold,
bøndernes høvding,
Trøndernes hæder,
Tambarskjelve!
Hvidhåret, hædret,
henslængt for hundene, -
sønnen ved side,
Eindride!
Op, op, bondemænd, han er falden;
men han, som fældte ham, lever!
Kenner I mig ikke? Bergliot,
datter af Håkon fra Hjørnungavåg! -
Nu er jeg Tambarskjelves enke!
Jeg roper på eder, hær-bønder:
Min gamle husbond er falden.
Se, se, her er blod på hans blege hår!
eders hoveder kommer det over,
ti det bliver koldt uden hævn.
Op, op, hærmænd, eders høvding er falden,
eders ære, eders fader, eders børns glæde,
hele dalens ævertyr, hele landets helt,
her er han falden, og I skulle ikke hævne?
Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet af lovens første mand,
O, lyn vil falde fra himlen på landet,
hvis det ikke luttres i hævnes lue!
Skyd langskibe fra land,
Einars ni langskibe ligger her,
lad dem bære hævnen til Harald!
O, stod han her, Håkon Ivarson,
stod han her på bakken, min frænde,
da fandt Einars bane ikke fjorden,
og eder, fejge, slap jeg bede!
O bønder, hør mig, min husbond er falden,
mine tankers højsæde i halvhundred år!
Vælted er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, o al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to arme;
Kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?
Går jeg bort til de fremmede steder,
ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen;
men vender jeg mig derhen,
ak, så savner jeg dem selv!
Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
ti ham forlod jeg i min barndom.
Men den nye Gud i Gimle?
Hen tog jo alt, jeg havde!
Hævn? Hvem nævner hævn?
Kan hævn vække mine døde?
Eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæde,
eller trøst for en barnløs mor?
Gå med eders hævn; lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen;
kom, vi vil følge dem hjem.
Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt,
lad ham også tage hævnen, ti den forstår han!
Kør langsomt, ti sådan kørte Einar altid;
og vi kommer tidsnok hjem.
Hundene ville ikke møde med glade hop,
men hyle og hænge med halen,
og gårdens hester ville spidse øren,
vrinske glade mod stalddøren,
og vente Eindrides stemme.
Men den lyder ikke længer,
ej heller Einars skridt i svalen,
som råbte, at nu måtte alle rejse sig,
for nu kom høvdingen!
De store stuer vil jeg stænge;
folkene vil jeg sende bort;
kvæg og hester vil jeg sælge,
flytte ud og leve ene.
Kør langsomt;
ti vi kommer tidsnok hjem.
Op.48 no.1
"Leise zieht durch mein Gemüt"
Text by Heinrich Heine (1797-1856)
Music by Edvard Grieg, "Gruß", op. 48 no. 1 (1884)
See also:
Robert Franz (1815-1892), "Leise zieht durch mein
Gemüt", op. 41 no. 1 (1867?)
Charles Edward Ives (1874-1954),
"Gruß", in German
Johann Karl Gottfried Loewe (1796-1869),
"Leise zieht durch mein Gemüt", 1838
Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-1847),
"Gruß", op. 19 no. 5
Ernest Vietor (fl. 1905-1930), "Frühlingsbotschaft", op. 12
no. 2 (1934-5), from Frühlingslieder
Leise zieht durch mein Gemüt
Liebliches Geläute,
Klinge, kleines Frühlingslied,
Kling hinaus ins Weite.
[Zieh] hinaus bis an das Haus,
Wo die [Veilchen] sprießen,
Wenn du eine Rose schaust,
Sag, ich laß sie grüßen.
Op.48 no.2
"Dereinst, Gedanken mein"
Text by Emanuel von Geibel (1815-1884), after Cristobal de Castillejo (d. 1550)
Music by Edvard Grieg, "Dereinst, Gedanken mein", op. 48 no. 2
See also:
Leopold Damrosch (1832-1885), "Dereinst,
dereinst", op. 11 no. 4 pub1903?
Adolf Jensen (1837-1879), "Dereinst, Gedanken mein", op. 4 no.
7 (1860)
Robert Schumann (1810-1856),
"Liebesgram", op. 74 no. 3 (1849) from Spanisches Liederspiel
Hugo Wolf (1860-1903),
"Dereinst, Gedanken mein", from Spanisches Liederbuch: Weltliche Lieder, no. 22
Dereinst, Gedanken mein,
Wirst ruhig sein.
Läßt Liebesglut
Dich still nicht werden,
In kühler Erden,
Da schläfst du gut,
Dort ohne Lieb' und ohne Pein
Wirst ruhig sein.
Was du im Leben
Nicht hast gefunden,
Wenn es entschwunden,
Wird's dir gegeben,
Dann ohne Wunden
Und ohne Pein
Wirst ruhig sein.
Op.48 no.3
"Lauf der Welt"
Text by Johann Ludwig Uhland (1787-1862)
Music by Edvard Grieg, op. 48 no. 3 (1889)
An jedem Abend geh' ich aus
Hinauf den Wiesensteg.
Sie schaut aus ihrem Gartenhaus,
Es stehet hart am Weg.
Wir haben uns noch nie bestellt,
Es ist nur so der Lauf der Welt.
Ich weiß nicht, wie es so geschah,
Seit lange küss' ich sie,
Ich bitte nicht, sie sagt nicht: ja!
Doch sagt sie: nein! auch nie.
Wenn Lippe gern auf Lippe ruht,
Wir hindern's nicht, uns dünkt es gut.
Das Lüftchen mit der Rose spielt,
Es fragt nicht: hast mich lieb?
Das Röschen sich am Taue kühlt,
Es sagt nicht lange: gib!
Ich liebe sie, sie liebet mich,
Doch keines sagt: ich liebe dich!
Op.48 no.4
"Unter den Linden"
Text by Walther von der Vogelweide (1170?-1228?)
Music by Edvard Grieg, "Die verschwiegene Nachtigall", op. 48 no. 4 (1889)
See also:
Norbert Burgmüller (1810-1836), "Nach Walther von
der Vogelweide", op. 10 no. 1 (1827-36?)
Ferruccio Busoni (1886-1924),
"Unter den Linden", op. 18 no. 2 (1885)
Wilhelm Kienzl (1857-1941), "Die verschwiegene Nachtigall", op.
6 no. 1 (187-?)
Hans Erich Pfitzner (1869-1949),
"Unter der Linden", op. 24 no. 1 (1909)
Ludwig Spohr (1784-1859),
"Die verschwiegene Nachtigall", WoO. 126 (1857)
Unter den Linden,
an der Haide,
wo ich mit meinem Trauten saß,
da mögt ihr finden,
wie wir beide
die Blumen brachen und das Gras.
Vor dem Wald mit süßem Schall,
Tandaradei!
sang im Tal die Nachtigall.
Ich kam gegangen
zu der Aue,
mein Liebster kam vor mir dahin.
Ich ward empfangen
als hehre Fraue,
daß ich noch immer selig bin.
Ob er mir auch Küsse bot?
Tandaradei!
Seht, wie ist mein Mund so rot!
Wie ich da ruhte,
wüßt' es einer,
behüte Gott, ich schämte mich.
Wie mich der Gute
herzte, keiner
erfahre das als er und ich -
und ein kleines Vögelein,
Tandaradei!
das wird wohl verschwiegen sein.
Op.48 no.5
"Ihr verblühet, süße Rosen"
Text by Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
Music by Edvard Grieg, "Zur Rosenzeit", op. 48 no. 5 (1889)
See also:
Philipp Christoph Kayser (1755-1823), "Arie aus
Erwin und Elmire" (1775)
Fanny Mendelssohn-Hensel (1805-1847), "Erwin", op. 7 no. 2
Ihr verblühet, süße Rosen,
Meine Liebe trug euch nicht;
Blühtet, ach! dem Hoffnungslosen,
Dem der Gram die Seele bricht!
[Jener Tage denk' ich trauernd,
Als ich, Engel, an dir hing,
Auf das erste Knöspchen lauernd
Früh zu meinem Garten ging; ]
Alle Blüten, alle Früchte
Noch zu deinen Füßen trug
Und vor deinem Angesichte
Hoffnung in dem Herzen schlug.
Op.48 no.6
"Mir träumte einst ein schöne Traum"
Text by Friedrich Martin von Bodenstedt (1819-1892)
Music by Edvard Grieg, op. 48 no. 6, "Ein Traum"
See also:
Ingeborg (Starck) Bronsart von Schellendorf (1840-1913),
op. 10 no. 1, "Mir träumte einst ein schöne Traum", published 189-?
Mir träumte einst ein schöne Traum:
Mich liebte eine blonde Maid;
Es war am grünen Waldesraum,
Es war zur warmen Frühlingszeit:
Die Knospe sprang, der Waldbach schwoll,
Fern aus dem Dorfe scholl Geläut -
Wir waren ganzer Wonne voll,
Versunken ganz in Seligkeit.
Und schöner noch als einst der Traum
Begab es sich in Wirklichkeit -
Es war am grünen Waldesraum,
Es war zur warmen Frühlingszeit:
Der Waldbach schwoll, die Knospe sprang,
Geläut erscholl vom Dorfe her -
Ich hielt dich fest, ich hielt dich lang
Und lasse dich nun nimmermehr!
O frühlingsgrüner Waldesraum!
Du lebst in mir durch alle Zeit -
Dort ward die Wirklichkeit zum Traum,
Dort ward der Traum zur Wirklichkeit!
Op.49 no.6
"Forårsregn"
Text by Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)
Music by Edvard Grieg, op. 49 no. 6
Det klinger som fra fine Instrumenter,
ot bøjer du det grønne Blad til Side,
så ser du Parkens Alfer, hvor de glide
med spæde Hænder over Strengelegen.
O Strengeleg! min Ungdoms dyre Minde!
Da gik jeg som berust af Vårens Bad
og sang hen for mig selv så sjæleglad,
og lyttende stod Busk og Blomst og Blad
mens Fuglen flagred til sin Elskerinde.
Det klinger nu som da fra fine Strænge,
det suser sagte gennem spæde Blade:
Se, Busken ryster sig og en Kaskade
af Perletoner triller over Gruset:
Jeg føjer Tårer selv til Regnens Toner.
Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad,
den Forårsregn gør sund, gør sjæleglad,
om end en Vemod dirrer i det Kvad,
som Træet nikker til med tunge Kroner!
Op.58 no.3
"Henrik Wergeland"
Text by John Olaf Paulsen (1851-1924)
Music by Edvard Grieg, op. 58 no. 3
Vandrer jeg i granskogen stille,
hører livets sus, det tungsindsmilde,
bjeldeklangen, som en vemodstrille
lyde dæmpet over kjærnets vand,
da et suk i stilheden jeg fanger,
skogen sørger for sin tabte sanger,
Norges skytsånd, Henrik Wergeland!
Stolte billed på vort vårlivssage,
bolde kjæmper i de onde dage,
du, hvis stærke skuldre uden klage
tog vor byrde og til død holdt stand!
Skjønne morgengry, du signet være!
Hjertet svulmer ved dit livsdigts ære,
Norges skytsånd, Henrik Wergeland!
Op.59 no.4
"Hvorfor svömmer dit öge?"
Text by John Olaf Paulsen (1851-1924)
Music by Edvard Grieg, op. 59 no. 4
Hvorfor svömmer dit öge?
tidt i en tåreglans?
Vil det med dobbelt skjönhed
fange mit sind, min sans?
Eller en tåren et bud
fra smerter, som aldrig forgik?
Elskte da lad mig den kysse bort
fra dit dejlige blik.
Op.60 no.3
"Mens jeg venter"
Text by Vilhelm Krag (1871-1933)
Music by Edvard Grieg, op. 60 no. 3
Vildgjæs, Vildgjæs i hvide Flokker,
Solskinsvejr,
Ællingen spanker i gule Sokker,
fine Klær.
Ro, ro til Fiskeskjær,
lunt det er omkring Holmen her,
Sjøen ligger så stille.
Bro, bro brille.
Løs dit Guldhår og snør din Kyse,
du min Skat.
Så skal vi danse den lune, lyse
Juninat.
Vent, vent, til Sanktehans
står vort Bryllup med lystig Dans.
Alle Giger skal spille.
Bro, bro brille.
Vug mig, vug mig du blanke Vove
langt og let.
Snart går min Terne til Dans i Skove
søndagsklædt.
Vug, vug i Drøm mig ind,
hver tar sin, så tar jeg min,
hør, hvor Gigerne spille!
Bro, bro brille.
Op.61 no.3
"Lok"
Text by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Music by Edvard Grieg, op. 61 no. 3
Kom, bukken til gutten,
kom, kalven til mor,
kom, mjauende katten
i snehvide skor,
kom, andunger gule,
kom frem ifra skjulet,
kom, kyllinger små
som neppe kan gå,
kom, duerne mine
med fjærene fine!
Se græsset er vådt;
men solen gjør godt,
og tidlig, tidlig er det på sommern,
men rop på høsten, så kommer'n!
Op.67
"Haugtussa", Song Cycle
Texts by Arne Garborg (1851-1924)
Music by Edvard Grieg, op. 67 (1895)
1. Det syng
2. Veslemøy
3. Blåbær-Li
4. Møte
5. Elsk
6. Killingdans
7. Vond Dag
8. Ved Gjætle-Bekken
1. Det syng
Å veit du den Draum, og veit du den Song,
so vil du Tonarne gøyma;
og glija det for deg so mang ein Gong,
rett aldri so kan du det gløyma.
Å hildrande du!
med meg skal du bu,
i Blåhaugen skal du din Sylvrokk snu.
Du skal ikkje fæla den mjuke Nott,
då Draumen slær ut sine Vengjer
i linnare Ljos enn Dagen hev ått,
og Tonar på mjukare Strengjer.
Det voggar um Li,
det svævest av Strid,
og Dagen ei kjenner den Sæle-Tid.
Du skal ikkje ræddas den Elskhug vill,
som syndar og græt og gløymer;
hans Famn er heit og hans Hug er mild,
og Bjønnen arge han tøymer.
Å hildrande du!
med meg skal du bu,
i Blåhaugen skal du din Sylvrokk snu.
2.
Veslemøy
Ho er mager og myrk og mjå
med brune og reine Drag
og Augo djupe og grå'
og stilslegt, drøymande Lag.
Det er som det halvt um halvt
låg ein Svevn yver heile ho;
i Rørsle, Tale og alt
ho hev denne døyvde Ro.
Under Panna fager, men låg
lyser Augo som bak ein Eim;
det er som dei stirande såg
langt inn i ein annan Heim.
Berre Barmen gjeng sprengd og tung,
og det bivrar um Munnen bleik.
Ho er skjelvande sped op veik,
midt i det ho er ven og ung.
3.
Blåbær-Li
Nei sjå, kor det blåner her!
No må me roa oss, Kyra!
Å nei, slike fine Bær,
og dei, som det berre kyr a'!
Nei Maken eg hev kje set!
Sumt godt her er då til fjells.
No vil eg eta meg mett;
her vil eg vera til Kvelds!
Men kom no den Bjønnen stor!
- Her fekk bli Rom åt oss båe.
Eg torde kje seia eit Ord
til slik ein røsjeleg Våe.
Eg sa berre: ver so god!
No må du kje vera bljung!
Eg lêt deg so væl i Ro;
ta for deg etter din Hug.
Men var det den Reven rau,
so skuld' han få smaka Staven;
eg skulde banka han dau,
um so han var Bror til Paven.
Sligt skarve, harmelegt Sleng!
Han stel både Kje og Lam.
Men endå so fin han gjeng
hev korkje Agg hell Skam.
Men var det den stygge Skrubb,
so arg og so hôl som Futen,
eg tog meg ein Bjørkekubb
og gav han ein god på Snuten.
Han reiv sund Sauer og Lam
for Mor mi so trådt og tidt;
ja sant! um han berre kom,
skuld' han so visst få sitt.
Men var det den snilde Gut
der burte frå Skare-Brôte,
han fekk vel ein på sin Trut,
men helst på ein annan Måte.
Å Tøv, kva tenkjer eg på!
Det lid nok på Dagen alt...
Eg må til Buskapen sjå;
ho "Dokka" drøymer um Salt.
4. Møte
Ho sit ein Sundag lengtande i Li;
det strøymer på med desse søte Tankar,
og Hjarta fullt og tungt i Barmen bankar,
og Draumen vaknar, bivrande og blid.
Då gjeng det som ei Hildring yver Nuten;
ho raudner heit; - der kjem den vene Guten.
Burt vil ho gøyma seg i Ørska brå,
men stoggar tryllt og Augo mot han vender;
dei tek einannan i dei varne Hender
og stend so der og veit seg inkje Råd.
Då bryt ho ut i dette Undringsord:
"Men snille deg då, at du er så stor!"
Og som det lid til svale Kveldings Stund,
alt meir og meir i Lengt dei saman søkjer,
og brådt um Hals den unge Arm seg krøkjer
og øre skjelv dei saman Munn mot Munn.
Alt svimrar burt. Og der i Kvelden varm
i heite Sæle søv ho i hans Arm.
5. Elsk
Den galne Guten min Hug hev dåra,
eg fangen sit som ein Fugl i Snåra;
den galne Guten, han gjeng so baus;
han veit, at Fuglen vil aldri laus.
Å giev du batt meg med Bast og Bende,
å gjev du batt meg, so Bandi brende!
Å gjev du drog meg so fast til deg,
at heile Verdi kom burt for meg!
Ja kund' eg trolla og kund' eg heksa,
eg vilde inn i den Guten veksa,
eg vilde veksa meg i deg inn
og vera berre hos Guten min.
Å du, som bur meg i Hjarta inne,
du Magti fekk yver alt mit Minne;
kvart vesle Hugsviv som framum dreg,
det berre kviskrar um deg, um deg.
Um Soli lyser på Himlen blanke,
no ser ho deg, det er all min Tanke;
um Dagen dovnar og Skoming fell:
skal tru han tenkjer på meg i Kveld?
6.
Killingdans
Å hipp og hoppe
og tipp og toppe
på denne Dag;
å nipp og nappe
og tripp og trappe
i slikt eit Lag.
Og det er Kjæl-i-Sol,
og det er Spel-i-Sol,
og det er Tit-ri-Li,
og det er Glit-ri-Li,
og det er Kj&aeling;te
og Lurvelæte
ein Solskindag.
Å nupp i Nakkren,
og stup i Bakken
og tipp på Tå;
å rekk i Ringen
og svipp i Svingen
og hopp-i-hå.
Og det er Sleik-i-Sol,
og det er Leik-i-Sol,
og det er Glim-i-Li,
og det er Stim-i-Li,
og det er Kvitter
og Bekkje-Glitter
og lognt i Krå.
Å trapp og tralle,
og Puff i Skalle,
den skal du ha!
Og snipp og snute,
og Kyss på Trute,
den kan du ta.
Og det er Rull-i-Ring,
og det er Sull-i-Sving,
og det er Lett-på-Tå,
og det er Sprett-på-Tå,
og det er hei-san
og det er hopp-san
og tra-la-la.
7. Vond Dag
Ho reknar Dag og Stund og seine Kveld
til Sundag kjem; han hev so trufast lova,
at um det regnde Småstein yver Fjell,
so skal dei finnast der i "Gjærtarstova".
Men Sundag kjem og gjeng med Regn og Rusk;
ho eismal sit og græt attunder Busk.
Som Fuglen, såad under varme Veng
so Blode tippar lik den heite Tåre,
ho dreg seg sjuk og skjelvande i Seng,
og vrid seg Notti lang i Gråten såre.
Det slit i Hjarta og det brenn på Kinn.
No må ho døy; ho miste Guten sin.
8. Ved
Gjætle-Bekken
Du surlande Bekk,
du kurlande Bekk,
her ligg du og kosar deg varm og klår.
Og speglar deg rein
og glid yver Stein,
og sullar so godt
og mullar so smått
og glitrar i Soli med mjuke Bår'.
- Å, her vil eg kvila, kvila.
Du tiklande Bekk,
du siklande Bekk,
her gjeng du so glad i den ljose Li.
Med Klunk og med Klukk,
med Song of med Sukk,
med Sus og med Dus
gjenom lauvbygt Hus,
med underlegt Svall og med Svæving blid.
- Å, her vil eg drøyma, drøyma.
Du hullande Bekk,
du sullande Bekk,
her fekk du Seng under Mosen mjuk.
Her drøymer du kurt
og gløymer deg burt
og kviskrar og kved
i den store Fred
med Svaling for Hugsott og Lengting sjuk.
- Å, her vil eg minnast, minnast.
Du vildrande Bekk,
du sildrande Bekk,
kva tenkte du alt på din lange Veg?
Gjennom aude Rom?
millom Busk og Blom?
Når i Jord du smatt,
når du fann deg att?
Tru nokon du såg so eismal som eg?
- Å, her vil eg gløyma, gløyma.
Du tislande Bekk,
du rislande Bekk,
du leikar i Lund, du sullar i Ro.
Og smiler mot Sol
og lær i dit Skjol,
og vandrar so langt
og lærer so mangt,
å syng kje um det, som eg tenkjer no.
- Å, lat meg få blunda, blunda!
|
![[ Edvard Grieg Image]](../Dizionario/images/grieg.gif)